Scandinavian Photo bruger cookies, ved fortsat at bruge denne webplads godkender du dette.
Gå til kassen

PHOTOBLOGGEN - en blog om foto og billede

Her kan du læse om produkttester, få andre nyttige produkt- og fotograferingstips samt masser af inspiration! Vil du lære dig mere om dit kamera og de forskellige tilbehør? Her kan du finde meget. Har du nogle spørgsmål eller forslag til produkter du gerne vil se i produkttester, så send os gerne en e-mail: photobloggen@scandinavianphoto.se.

Hvad betyder betegnelserne på hukommelseskortet?

Det er længe siden at et SD-kort bare var et SD-kort (SD betyder Secure Digital). Nu er der mange forskellige størrelser, hastigheder, teknikker, betegnelser og mærker. I dette blogindlæg forsøger vi at få overblik over alle de kryptiske koder og betegnelser.

Størrelse

Her finder du størrelsen på kortet. Det er den letteste enhed at se og angives for tiden oftest i Gigabyte (GB). I dag er det mest almindeligt med kort mellem 8 og 128GB, men de findes helt op til 512GB (og kort med 1TB lader til at være på vej). Hvor stort kort du har behov for afhænger af, hvad det skal bruges til. Filmer du, har du brug for meget plads. Fotograferer du derimod i JPEG, har du ikke behov for store kort. Dit behov afhænger også af, hvor let det er for dig at tømme kortet. Er du ude på en safari og tager 10.000 billeder uden mulighed for at tømme kortet, så behøver du mere hukommelse og flere kort. Du kan naturligvis frigøre plads på kortet ved at lægge billederne over på en anden lagringsenhed og rense kortet.
  • FullHD video fylder ca 10GB eller mere pr time
  • 4K Video fylder ca 40GB eller mere pr time. 
  • Besøg memorycardcalculator.com for at regne ud, hvor mange billeder der kan være på dit kort.
Et 16GB kort kan være nok til flere uger eller måneder hvis du fotograferer i JPEG, mens du kun kan filme 4K-video i ca et kvarter inden du skal skifte kort.

Betegnelser på størrelsen

I takt med at kortene bliver større, øger kravene på standarden også. Hukommelseskortenes standard har også kryptiske navne. Har du et kort med mindre end 4GB, hedder det bare et SD-kort. Har kortet mellem 4-32GB, så er det et SDHC-kort (High Capacity) og er det fra 64GB op til 2TB (terrabyte) hedder det SDXC (Extended Capacity). Hvis dit kamera understøtter SDXC, kan du altså bruge alle kort op til SDXC, dvs SD, SDHC og SDXC. Har du derimod et kamera der kun understøtter SDHC, kan du kun benytte SD- og SDHC-kort (op til 32GB). De gamle SD-kort (op til 2GB) er svære at få fat i, mens SDHC og SDXC findes overalt. For at gøre det lettere siger man ofte bare "SD-kort", selvom det er teknisk forkert.

Hastighed

Nu bevæger vi os over i et område, hvor man må holde tungen lige i munden. Her snakker man om en teoretisk maksimal hastighed, laveste hastighed og overførselsteknologi der muliggør en højere hastighed. Der er desuden forskel på læse- og skrivehastighed.

Den maksimale hastighed er naturligvis den, producenten angiver for at prale af sit produkt. Den angives enten som megabyte pr sekund (MB/s) eller et nummer som f.eks. 600x. Den sidstnævnte refererer til den historiske overførselshastighed på en CD-ROM-skive, der var 150 kilobyte pr sekund (KB/s). 150 KB/s x 600 = 90000 KB/s / 1000 = 90 MB/s. 90 MB/s og 600x er altså samme hastighed.

Hukommelseskortets laveste skrivehastighed er dog ofte vigtigere, specielt for video. Hvis kameraet genererer mere information pr sekund end hukommelseskortet kan tage imod, så opstår der problemer. Enten stopper optagelsen helt, eller også mister du frames og får knas med lyden.

Laveste overførselshastighed angives desværre på flere forskellige måder, hvilket kan gøre det svært at sammenligne flere kort - det afhænger lidt af hvilken overførselsteknik der benyttes. På kortet ser du et C med et tal i - dette tal er den mindste overførselshastighed i MB/s. Nyere kort har et U med et andet tal i, der angiver MB/s x 10. U1 = 10MB/s, U3=30MB/s. UHS-II angiver kun minimumhastigheden med U, mens UHS-I-kort viser både U og C.

Men det bliver værre

Hvis du vil vide om kortet er hurtigt nok, skal du kontrollere dit kameras bitrate, dvs hvor meget data der sendes til kortet. Dette angives i megabit pr sekund (mbps) og skal IKKE forveksles med MB/s. Du deler tallet med 8 (der går 8 bit på en byte) for at få MB/s, og så kan du sammenligne hastigheden på dit kamera med hastigheden på dit hukommelseskort. Vil du filme i 4K skal du som hovedregel bruge et kort med U3 - er kortet langsommere end det, kan man ikke garantere at det virker.

For at gøre det lidt mere kompliceret, så er der ofte højere hastighed på SDXC end på SDHC. Det betyder, at mange kameraer skal have SDXC 64GB eller større for at kunne udnytte alle funktioner. Filmer du i 4K, bør du alligevel have så store kort for ikke at løbe tør for plads hele tiden.

Hvis du fotograferer meget med hurtig burst rate, så vil et hurtigt kort gøre det lettere. Kameraet tager ikke flere billeder pr sekund, men den tid det tager for kameraet at tømme sin buffer ned på kortet bliver mindre. Hastighed og størrelse på kortet påvirker ikke billedkvaliteten på nogen måde.

Nye standarder for bedre overførsel

I takt med at billed- og videofiler bliver større og stiller højere krav til overførselshastigheden, er der indført nye overførselsstandarder. I  de seneste år har UHS-I (Ultra High Speed) været standard, men for nylig indførtes UHS-II der har en ekstra række kontakter på kortet, og som derfor understøtter højere overførselshastighed. For at kunne benytte UHS-II, skal dit kamera understøtte det. Hvis ikke kameraet understøtter UHS-II, har du købt et hurtigt kort forgæves, da kameraet kun udnytter den ene række kontakter. Du kan stadig bruge kortet, men kun ved UHS-I-hastighed.

I denne video kan du se forskellen mellem de forskellige hukommelseskort i praktikken:

Gav det mening?

Her er de vigtigste punkter at holde styr på, når du skal vælge hukommelseskort:
  • Vil du filme i 4K? Brug UHS-I U3 eller UHS-II U3 kort.
  • Hurtige billedserier? Du kan tage længere billedserier, og kameraet er hurtigere klar til nye billedserier hvis du benytter et hurtigere kort.
  • Fotograferer du med høj opløsning og i RAW? Så er det praktisk med et stort hukommelseskort.
  • Skal du ud på en længere rejse? Brug flere, mindre hukommelseskort. Skulle der ske noget med et af kortene, så er det ikke alle billeder der forsvinder.


Produkttips,


Vi forbeholder os for eventuelle fejl i tekster og billeder samt udsolgte produkter og urimelig prisfejl.
Alle priser vises i danske kroner.
Sitemap (xml)